lørdag den 31. august 2013

Få din artikel i trykken sådan som du vil have den

Hvor tit har du prøvet at blive fejlciteret, misfortolket eller helt glemt af avisen?
Det er så ærgerligt. Dårlig markedsføring er ikke bedre end ingen markedsføring. Så lær din journalist at kende, skriv selv dine artikler og læs korrektur inden den bliver trykt.

Avisartikler er guld værd: De er saglig information - ikke reklame

Presseomtale er en af de bedste former for markedsføring. Langt de fleste læserne opfatter avisartikler som saglig information: Avisartikler er skrevet af journalister med objektivt synspunkt og artiklerne er godkendt og trykt af avisen. Og dem, som stiller sig kritiske for sagligheden, læser alligevel hellere en artikel end en reklame i avisen.

Skriv en god artikel - skriv den selv

Hvis du er træt at fejlcitater, så skriv artiklen selv. Journalister har også travlt, så hvis din artikel er klar til tryk, letter du deres arbejde og du får din artikel som du vil have den. Spalteplads er der altid nok af. Begrænsningen er journalistens produktion af artikler.

10 tips til en trykklar artikel

  1. Emnet skal have værdi for læseren.
  2. Skriv som journalisten. Det vigtigste først
  3. Undgå fagsprog når dine læsere ikke er nørder
  4. Skriv objektivt. Ikke "vi" men "virksomhedens navn"
  5. Brug gerne citater fra dig selv eller kolleger (Her må du godt bruge "vi")
  6. Undgå telefonnumre, hjemmesideadresser mv. De virker annonce-agtige. Læserne skal nok finde frem til dig, når bare de har navnet på din virksomhed
  7. Skamros ikke dit produkt eller din virksomhed. Artiklen skal virke så objektiv som mulig
  8. Send billedmateriale med. Journalister og læsere elsker det
  9. Korrektur. Ret stavefejl, kongruensfejl og kommafejl
  10. Mere korrektur. Få konen og naboen til at læse. Er indholdet spændende og er artiklen skrevet fra en journalistvinkel?
Har du ikke tid til at skrive selv, så få nogen til det. En tekstforfatter er en god investering. Hun ved med sikkerhed hvordan artiklen skal formuleres og hun har de rigtige kontakter til journalisterne. Indled et samarbejde og få en aftale om fem eller ti artikler med det samme. Så er det bare at ringe, når du har noget på hjerte.

Indhold - hvad skal artiklen handle om?

Din artikel skal være spændende at læse. Den skal indeholde en nyhed og den skal være aktuel. Sæt dig selv i læserens sted og skriv til dem. Artiklen skal vinkles så den passer til læserne: Lokalavisers læsere vil gerne have nyheder med lokalt islæt. Fagblade vil have teknik og fakta. Når du går nationalt, skal din artikel have landsdækkende nyhedsværdi.

Kend din journalist

Når du er færdig med din artikel, skal du have fat i en journalist til at modtage den. Ring op og spørg efter den journalist, der sidder med indhold om din artikel. Få navn, nummer og email.  Fortæl journalisten om din artikel og send den til ham med det samme. Gem kontakten og brug den også næste gang, du sender en artikel. Måske er det ikke indenfor hans område, men han leder dig garanteret videre på rette vej.

Enkelte redaktioner har en pressemeddelelse@avis.dk at sende til. Undgå den, hvis du kan.
Det er vigtigt at du får talt med en person, der lover at bringe artiklen videre. Hvis det er umuligt, så sørg i alle tilfælde for at følge op, så du er sikker på at din artikel kommer i trykken.

Skriver du selv artikler og hvad skriver du om? Kommenter gerne indlægget med yderligere tips og gode ideer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar